Vi har fået kat – og har i samme ombæring sagt pænt farvel til musene. Vi har nemlig ikke set skyggen af en mus, siden katten Pave Frans af Bornholm blev indlemmet i familien.
Paven er rå – den har sylespidse tænder og lange kløer. Og så rød at den næsten er selvlysende. Vi fandt den på Bornholm – eller rettere – den fandt os og nægtede at forlade sommerhusgrunden, selvom den blev smidt væk utallige gange. Dyrlægen der siden vaccinerede den og kastrerede den (er jeg ked af at sige) mente, at nogle vildkatte har en direkte forbindelse til Gud. Deres instinkt for hvilken vej der er bedst at tage, er overnaturlig stærk og mange vildkatte overlever på trods af sult og kulde. De er simpelthen survivors.
Vores pave er ingen undtagelse. Den VILLE med os hjem fra Bornholm – og det kom den!
I flyvemaskine og kattetaske.
Den bar alle udfordringer med ophøjet ro og nu er den Pave af Ledreborg og en meget elsket missekat af hele familien.
Og jeg som egentlig ikke kan li’ katte – sådan generelt. Jeg har overgivet mig til dens gode selskab og tager mig selv i at tale til den, som om den var et barn. Skal vi lege/spise/sove? Fange muldvarpe? Men især har jeg brugt paven til at slappe af sammen med. Det er dybt inspirerende at se den sove tungt eller siddende i en solstråle. Jeg prøver at gøre ligesådan.
Men det er ikke nemt at falde ned. Hele eftersommeren har jeg pisket rundt som en flue i en flaske og fødderne har ikke stået stille. Det var underligt, efter så mange måneders fuldstændig stilstand, at pludselig befinde sig i orkanens øje so to speak, omgivet af rejselystne og glade gæster i Italien og Nice. Men hurrah! Der kom sørme gang i rejsebutikken igen. Det måtte jeg konstatere og jeg var stolt over at jeg var still standing og ikke havde smidt håndklædet i ringen. Var der nogen de sagde “survivor”……
Nu kan jeg se fremad til et år med nye spændende tiltag – måske en historisk tur til Firenze (se foto)– og jeg regner også med at indgå en 6 årig lejekontrakt på en restaurant samt et stort fest/undervisnings/foredragslokale i min lille landsby Castelvittorio, hvor der før var en jævn restaurant der hed ITALIA. Jeg drømmer om at bygningen nu skal huse turistkontor, isbutik, koncerter, gastronomikurser med meget mere i de rummelige lokaler. De skal så lige renoveres først (!) men det klarer vi i løbet af vinteren, med hjælp fra nær og fjern. Håber jeg. Et omfattende projekt som jeg vil fortælle meget mere om i de kommende måneder.
Og selvom coronaen stadig puster os i nakken, ser vi fremad med optimisme. Alt bliver ikke som før, men måske bedre end før. Måske tænker vi os mere om inden vi tager på rejser – er denne rejse nødvendig og er det den rejse jeg drømmer om. Hvis svaret er ja, er du den allerbedste gæst man kan ønske sig som værtinde for et rejsebureau.
bedste hilsner
Pia – med de mange kasketter (og her har jeg indsat et passende foto jeg tog i en hattebutik i Firenze).
A presto!
