Forside > Rejsemål

Besøg Ligurien

Den italienske Riviera

Den nord-italienske provins Ligurien, strækker sig fra den franske grænse og langs med Middelhavet hen til “støvlens” knæk og videre til Toscana. Den italienske riviera kaldes for Riviera dei Fiori (blomsterkysten) og er en af de smukkeste egne i Italien. Liguriens byer ligger som perler på snor, langs med kysten eller lidt tilbagetrukket fra al virakken og trafikken. Alle har de den samme pragtfulde natur, de skønneste små badestrande og utallige muligheder for vandreture i bjergene og langs den klippefyldte kyst.Her smelter bjergene sammen med Middelhavet og for at finde PUST Rejser’s tilholdssted, skal vi lidt ind i Liguriens bjerge, til de to middelalderlandsbyer, Pigna og Castelvittorio. Begge byer er indbegrebet af italiensk idyl. Her synes tiden nærmest at stå stille, og her opleves stadig det autentiske og uspolerede Italien.

Landsbyerne i Ligurien

Pigna og Castelvittorio ligger i Nervia dalen, blot 65 km fra Nice lufthavn og 20 km fra middelhavet. Den nærmeste kystby er Ventimiglia, hvor der foregår en livlig grænsehandel. En smule længere mod øst ligger berømte badebyer som Bordighera og San Remo, som i 50’erne var de mest velbesøgte badebyer i hele Italien.

Pigna er den største af de to landsbyer. Den ligger i dalen klinet op ad bjergvæggen med maleriske huse og små pladser centreret om den flotte kirke fra middelalderen. I kirken finder man bl.a værker af den berømte 1500-tals maler, Canavesio. En gåtur opad de
snørklede gyder fører til en panoramaudsigt over hele dalen. Herfra kan man se til Castelvittorio, som ligger højere oppe ad bjerget. Går man ad landevejen, er der små 3 km fra Pigna til Castelvittorio, men en gammel, og noget stejl, æselsti fører direkte derop og afkorter turen for dem, der har en god kondition.

Castelvittorio ligger højt hævet over Pigna og er en forunderlig lille landsby, hvor indbyggerne siges at have den højeste levealder i Italien. Forklaringen skulle være det sunde vand, den gode olivenolie og selvfølgelig det kuperede terræn, som sørger for at dagsformen holdes ved lige. I midten af landsbyen ligger den stjerneformede Piazza og her sidder de gamle damer dagen lang og holder snakken kørende. De er glade for gæster og slår gerne en sludder af – på italiensk.

Som gæst kan man lade roen falde på sig og nyde italienernes store gæstfrihed. Vi bliver modtaget med stor venlighed i landsbyerne og man kommer langt med ganske få gloser på italiensk, fransk og engelsk, eller bare det internationale sprog: fagter!

Området, hvor Pigna og Castelvittorio ligger, blev i 2007 klassificeret som naturpark. Naturen er virkelig enestående. Ofte ser man ørne kredse over dalen, og der er et væld af dejlige ture ad afmærkede vandrestier eller på småveje langs egnens olivenlunde. Det er endvidere muligt at bestige det 2000 meter høje Monte Toraggio sammen med en lokal guide. Ofte ses cykelmotionister som tager turen fra kysten op til Castelvittorio. De kan trille hele vejen tilbage til Ventimiglia omtrent uden at træde i pedalerne.

Besøg Piemonte

Piemonte er den største region i Italien og er i kvadratmeter godt halvdelen af Danmarks størrelse.

Naturen er bakket og grøn og i horisonten mod vest mod Frankrig ses Alperne og Europas højeste bjerg Mont Blanc.

Mod syd møder Piemonte middelhavsregionen Ligurien. Mod nord grænsen til Schweiz og endelig mod øst hvor den flade og frugtbare Po-slette spreder sig, er grænsen til en anden af Italiens frugtbare regioner Lombardiet.

Vi flyver til Malpensa lufthavnen nær Milano, godt 200 km fra vores bestemmelsessted til Langhe provinsen i hjertet af Piemonte.

Piemonte er frugtbar og rig. Allerede i romertiden var det en region med høj status og helt frem til 1946 var Torino, som er hovedbyen i Piemonte, hjemsted for den daværende italienske kongefamilie.

Piemonte er bl.a. berømt for vin. Barbera, nebbiolo, barbaresco, barolo for bare at nævne nogle få. Også det piemontesiske køkken er med rette verdensberømt og det er også her at slow-food bevægelsen har sit hovedkvarter og sin oprindelse.

Besøg Cremona

Byen Cremona ligger i den region i Norditalien der hedder Lombardiet ved floden Addo, som er en del af PO flodens delta. I 2012 fik den plads på Unescos verdensarvs liste pga byens betydning for instrumentbygger håndværket.

Byen har siden 1600 tallet været kendt for sin tradition indenfor instrumentmager faget – særligt strengeinstrumenter (violin, bratch, cello, guitar og harpe). Der er den dag idag ikke færre en 18 instrumentbygger værksteder i byen og overalt er byen præget af denne stolte håndværkertradition. I Cremona boede violinbyggeren Antonio Stradivari (1644-1737). Han byggede violiner som anses for at være noget af det ypperste, der nogensinde er skabt inden for dette område – det gælder både med hensyn til den klanglige og den håndværksmæssige kvalitet. Han – og en anden berømt instrumentmager Guarneri – var elev af mestrene Andrea og Nicola Amati som siges at have opfundet violinen, som det instrument, vi kender i dag.

Man siger, at den moderne form for opera blev født i Cremona i 1567 af en nyskaber indenfor sangkunsten ved navn Monteverdi.

Midt i byen knejser det højeste kirketårn i Italien (120 m) over den imponerende og smukke romanske katedral. Byen har flere imposante

bygningsværker der vidner om fordums storhed. Katedralen er fra 1100-tallet og et imponerende og smukt bygningsværk.

Guiseppe Verdi blev født ikke langt fra Cremona og boede næsten 50 år indtil sin død i 1901 i den lille by Sant’Agata i VILLA VERDI. Han voksende op i Busetto i nærheden og vi aflægger besøg både i Villa Verdi, som er åbent for besøgende, og i den pittoreske og interessante by Busetto.

Maden

Cremona ligger på grænsen op til regionen Emilia-Romagna og det afspejles i den lokale mad, som har masser af ost (parmeggiano), parmaskinke og pølser, ravioli og mange andre kulinariske specialiteter. Med PUST Rejser er de lokale restauranter altid nøje researchet og man kan forvente at få serveret rigtig god mad ved alle fælles måltider.

Mantova

Dagsudflugt til den fantastisk smukke by Mantova, som er på UNESCO’s liste over kulturarv. Den kaldes også for Italiensk “Sleeping beauty” fordi den ikke har ændret udseende siden middelalderen. Vi besøger Dogepaladset og Palazzo Te hvor Monteverdi huserede og ser fantastiske fresker. mest berømt er giganternes sal med fresker i loftet.

Besøg Venedig

Venedig består af 118 øer med kanaler imellem, små broer, labyrintiske brostensbelagte gyder og storslåede paladser. Kunsthåndværkere, politikere, kurtisaner og casanovaer har igennem tiderne levet og åndet her. Kanalerne fortæller en episk historie om en by, som blev grundlagt på handel og kunstneriske vennetjenester.

Canal Grande lever op til sit navn. Denne spektakulære vandvej er det bedste sted at suge den majestætiske stemning i Venedig til sig. Hop ombord i en gondol – eller tag vandbus nr 1 som sejler hele vejen op og ned ad Cana Grande – forbi prægtige palæer og overdådige loggiaer, som skilter med byens tidligere rigdomme. Vær på udkig efter de fabelagtige facader på Fondacio dei Turchi og Ca’ d’Oro, som spejler sig i krusningerne. Den ultimative oplevelse i Venedig!

Kolonnaderne, klokketårnet, søjlen med den bevingede løve… det er svært at finde et mere ikonisk sted end Markuspladsen, hjertet i det gamle Venedig. Kom tidligt, så du kan nyde den eventyrlige plads i ro og mag i selskab med pladsens mest berømte indbyggere, duerne. Snup en macchiato i en nærliggende café og gå op i klokketårnet, Campanile, for at nyde panoramaudsigten over denne magiske by

Hver doge har sin dag. Dogerne herskede over byen i 11 århundreder. Dette postkort-perfekte palads er resultatet af Venedigs kolossale rigdomme under Renæssancen. Det er et venetiansk, gotisk mesterværk, som afspejler fremragende murerkunst. De vidunderlige sale har imponeret besøgende dignitarer siden det 14. århundrede.

Kuplen over alle kupler! Denne tårnhøje basilika ligger ved bredden af Canal Grande og kaster sin enorme, perlehvide afspejling i vandet. Det er et forførende syn, som har fremprovokeret artistiske opfindsomheder i kunstnere fra Canaletto til Turner. Bygningens indre er heller ikke dårligt – den store kuppel lokker himlen inden døre med himmelske solstråler, som kaster lys på det strålende mosaikgulv.

Basilica di Santa Maria della Salute er en vidunderlig kirke, som har en førsteklasses beliggenhed ved vandet. Sid på trappen i solen og se livet sejle forbi på Canal Grande eller gå sin gang på Markuspladsen.

Bydelen Dorsoduro er den ægte vare. Denne rolige, turistfrie bydel er hjem for vaskeægte venetianere. Ud over kunstskattene på bl.a. Galleriea dell’Accademia vil du også opleve en pudsig labyrint af maleriske torve og kanaler.

Den jødiske ghetto gemmer på et væld af ukonventionelle skatte. Begynd dagen med morgenmad i en café på Campo di Ghetto og lad dig derefter inspirere i Bragorà, som er et funky kunsthåndværker-værksted. Intet overstiger Al Timon, en lille bar ved kanalen, som har en fortøjet gondol, på en solrig dag. Den er det perfekte sted at slappe af med en spritz og cicchetti.

Livet går sin afslappede gang i klassiske Castello – hvor vi bor. Naboerne sludrer, skjorter hænger til tørre på tørresnorene over stræderne, og morgenen begynder med en cappuccino og dagens avis på cafeérne omkring Giardini Pubblici (De Offentlige Haver). Du kan også besøge skibsværfterne i Arsenale di Venezia, som er dybt forankrede i byens historie.

Venedig Kunstbiennale er den ældste og største biennale, og måske den mest prestigefulde internationale begivenhed for samtidskunst. Men arkitekturbiennalen, som alternerer med kunstbiennalen, er mindst lige så betydningsfuld, omend den er langt yngre. Den første arkitekturbiennale i Venedig fandt sted i 1975, godt 80 år efter den første kunstbiennale og er i dag anset for at være en af de vigtigste arkitekturbegivenheder i verden.

Et besøg i Venedig er også et besøg i en af de smukkeste og mest særprægede byer i verden.

Besøg Nice

Nice ligger på den skønne franske riviera i den region der hedder Provence-Alpes-Côte d’Azur.

Det er Frankrigs 5.største by men er nr. 2 på listen over de mest besøgte byer i Frankrig, kun overgået af Paris. SÅ ét er sikkert – selvom vi er off-season vil der stadig være mange turister i byen. Og der er mange gode grunde til at besøge Nice: et solrigt klima, smukke strande, dejlig havnepromenade og interessante museer og gode restauranter.

Byen ligger ud til Middelhavet i Englebugten – Baie des Anges.

Avenue Jean Medecin er den store shoppinggade. Her ligger masser af kendte mærkevarerbutikker samt et stort shoppingcenter Nice Etoile. Lidt længere nede ad avenuen på Place Massena ligger stormagasinet Lafayettes.

Den gamle by – Vieux Nice

På rue St-François de Paule kan man få Alziaris verdensberømte olivenolie. Tag et kig på Nices duftende blomstermarked (marché aux Fleurs) som ligger på Cours Saleya. Fra Cours Saleya kan man gå ind i de små gyder ad f.eks. Rue Droite med mange kunstgallerier og små hyggelige butikker samt finde Place Rossetti hvor Katedralen Sainte Reparate ligger dør om dør med adskillige fantastiske is-barer. Katedralen er et mesterværk inden for barokarkitektur.

Stranden ved Nice

Stranden i Nice består udelukkende af store flade sten. Snup en sandwich eller en drink og slæng dig i en af liggestolene på selve stranden, og nyd forårssolen. Med mindre du vil hoppe en tur i bølgerne………

Museer i Nice

Der findes et hav af museer i Nice. Her er nævnt nogle få:

Musée d’art moderne et d’art contemporain, (Museet for moderne- og nutidskunst). MAMAC i daglig tale.
Musée et site archeologique de Nice-Cemenelum, (Museum og arkæologisk udgravning Nice-Cemenelum). Området indeholder dels selve den arkæologiske udgravning af den romerske by Cemenelum og dels et museum, der udstiller de fundne effekter og fortæller historien om denne periode af byens historie.
Le palais Lascaris (Lascaris palæet). Er sammen med Musee Massena byens museum for regional kunsthistorie.
Musée Matisse, (Matisse museet) rummer diverse effekter der illustrerer Henri Matisse’s liv og kunst.
Musée national Marc Chagall, (Det nationale Chagall museum). Museet indeholder en stor samling af den russiske maler Marc Chagall’s kunst.

Promenade des Paillon Nice’s nye park og hele byens legeplads åbnet i 2013. Den løber som en flod igennem Nice med springvand og bænke og børn der leger. Den starter ved Place Massena og ender ved Mamac- Det moderne kunstmuseum.

Parken Colline du Chateau, som ligger højt hævet over den gamle bydel. En stor park med fantastisk udsigt. Man kan tage det lille turist-tog derop eller en elevator fra strandsiden lige ved siden af det røde Hotel Suisse.

Maden

Nice har i lange perioder været Italiensk og det har sat sit præg på køkkenet. Mange retter er italiensk inspirerede og oliven, olivenolie og tomat er en vigtig del af La Cuisine Nicoise.

Der spises naturligt nok også meget fisk og skaldyr, men en stor del af de regionale retter er vegetariske. Farserede grøntsager som fyldte courgetter og tomater er typiske samt Nice’s signaturspise SOCCA, som er en slags tykke pandekager lavet af kikærtemel.

Besøg Bornholm

Bornholm er et af de steder i Danmark der især har tiltrukket kunstnere pga lyset og farverne. Der er hav til alle sider og naturen er fantastisk afvekslende og altid tæt på dig.

Mange kunstnere har igennem de sidste 200 år følt sig draget af Bornholm, der er skabt mange store kunstværker i det særlige lys og den helt ekstraordinært smukke natur.

Kunsterkolonier har der været flere af på Bornholm – i starten af 1900 tallet kom f.eks. Lauritz Tuxen hver sommer til Gudhjem hvor han mødtes med Michael og Anna Ancher, Kristian Zahrtman og Ole Haslund. Og senere fulgte malere som Karl Isakson, Edward Weie, Olaf Rude, Sven Havsteen-Mikkelsen, Lisbeth Munch-Petersen, Paul Høm, Astrid Noack, Ernst Køie, Mogens Hertz, Inge Lise Westman, Jørgen Haugen Sørensen, Ejler Bille, Sonja Ferlov, Richard Mortensen, Asger Jorn, Helge Ernst og mange, mange flere.
På denne tur skal vi bo i Gudhjem på det charmerende Jantzens Hotel i Gudhjem inkl. god morgenmad, hertil spiser vi gode middage på udsøgte restauranter i Gudhjem.

Jantzens hotel blev grundlagt i 1872 og er dermed Gudhjems ældste Hotel hvor mange malere har boet i tidens løb. Hovedbygningen har front mod havet og i gården finder man klippehaven omgærdet af pittoreske små annekshuse med egen terrasse. Hotellet ligge midt i Gudhjem, tæt på havnen og Oluf Høst museet.

Gudhjem næsten oser af sydlandsk stemning og er det bedste rejsemål vi kan komme i tanke om – næst efter Italien.

Transport til rejsemålene

Rutefly fra København samt videre transfer til destinationen er inkluderet i stort set alle PUST Rejser. Man er også velkommen til selv at sørge for transporten til destinationen, hvis man f.eks. har brug for at forlænge rejsen eller selv vil køre i bil eller tage toget.

Læs mere her om de forskellige muligheder:

TOG 

Det er muligt at køre i tog hele vejen til Italien. Vi assisterer gerne ved køb af togbillet. Det er som regel ikke muligt at booke togbillet før 2-3 mnd før afrejse. Ved bestilling af togbillet skal man tage stilling til sovevogn/liggeplads/1 eller 2. Klasse m.m.

Togrejsen tager ml. 24-36 timer og prisen er pt en smule dyrere end flybilletten. Derfor skal man regne med et mindre tillæg.

FLY

Med Norwegian eller SAS direkte fra København. Hvis man vil flyve fra en anden lufthavn end København hjælper PUST Rejser gerne med denne reservation. Det er som regel muligt mod  et ekstragebyr at få en afgang fra Århus eller Ålborg der har forbindelse med PUST Rejsers afgang fra København.

BILLEJE 

I Nice lufthavn er alle de store biludlejningsfirmaer repræsenteret og hvis man gerne vil være uafhængig på rejsen kan man leje sin egen bil til en rimelig penge. Det foregår over internettet og jo før man booker, jo billigere er billejen. Køretiden til Pust rejsers område i Italien er ca. 5 kvarter og afstanden fra motorvejen 65 km. Trafikken er heftig i både Milano og Nice området, men ellers er motorvejene fine og har betalingssluser, som vi kender det fra de danske broer. Vejene langs med Middelhavet er naturligvis stærkt befærdede om sommeren men til gengæld er det en af  verdens smukkest beliggende motorveje. Autostrada di Fiori hedder den – Blomstermotorvejen.

KØR SELV /AUTOZUG

Afstanden til Danmark er ca 1800 km. Har man mod på et road-trip ned igennem Europa, er det ligeledes en mulig transportform. Evt. kan man tilbringe en del af turen i Autozug fra Hamburg.