Piemonte er den største region i Italien og er i kvadratmeter godt halvdelen af Danmarks størrelse.
Naturen er bakket og grøn og i horisonten mod vest mod Frankrig ses Alperne og Europas højeste bjerg Mont Blanc.
Mod syd møder Piemonte middelhavsregionen Ligurien. Mod nord grænsen til Schweiz og endelig mod øst hvor den flade og frugtbare Po-slette spreder sig, er grænsen til en anden af Italiens frugtbare regioner Lombardiet.
Vi flyver til Malpensa lufthavnen nær Milano, godt 200 km fra vores bestemmelsessted til Langhe provinsen i hjertet af Piemonte.
Piemonte er frugtbar og rig. Allerede i romertiden var det en region med høj status og helt frem til 1946 var Torino, som er hovedbyen i Piemonte, hjemsted for den daværende italienske kongefamilie.
Piemonte er bl.a. berømt for vin. Barbera, nebbiolo, barbaresco, barolo for bare at nævne nogle få. Også det piemontesiske køkken er med rette verdensberømt og det er også her at slow-food bevægelsen har sit hovedkvarter og sin oprindelse.