fbpx

Kaffe snak med vandreguide Dorte Lemvigh

Forside > Blog > Kaffe snak med vandreguide Dorte Lemvigh

Du er uddannet fysioterapeut og motion og bevægelse har altid haft høj prioritet i hele dit liv. Hvorfor?

Jeg har altid været glad for at bevæge mig – helt fra barnsben har jeg lært, at det er godt at bevæge sig for det fysiske- og mentale helbred. Endvidere har fællesskabet omkring sport og bevægelse giver mig mange store oplevelser.

Jeg har hørt at du har gået caminoen. Er det sandt?

Ja jeg har gået Caminoen i Nordspanien, hvor jeg vandrede de ca. 800 km alene. Her fandt jeg en frihed og ro, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Dertil en oplevelse af, at kroppen kan meget mere end vi forestiller os.

Og en gåtur klarer tankerne………… Er der noget om snakken?

Søren Kierkegaard skrev engang: Der er ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Han mente, at man kunne gå fra enhver sygdom. Kierkegaard havde ret så længe der er tale om småskavanker, såsom at man føler sig træt og har lidt ondt i ryggen, eller man har måske ondt i livet eller andre ting, som begrænser én i det daglige. Men hvis man gerne vil have et langt liv uden alvorlig sygdom, så gør KRAM-venlig livsstil (kost, rygning, alkohol og motion) en forskel i videnskabelig forstand. For selv om der er mange andre farver på sundhedspaletten, så kommer du ikke uden om de faktorer, hvis du gerne vil leve længe og godt uden alvorlig sygdom.

 

Men Italien ligger dit hjerte nær. Hvorfor?

Italien har alt det som danskerne længes efter; den flotte natur, varmen og de flotte badestrande, det smukke sprog, arkitektur og kunst i særklasse og så ikke mindst den fantastisk mad og vin. Og så er folk venlige og imødekommende, når man som dansker besøger landet. Jeg er vild med de italienske ”Trattoria” –  en lille lokal landsbyrestaurant. Atmosfæren på disse Trattorier er afslappet og velkendt med de røde og hvidternede duge, der ofte sætter tonen ved bordene. Ingen luksusservice. Ingen faste menuer, fordi maden er hjemmelavet og der bruges kun få råvarer. Derfor er der få retter, men de er lavet efter den lokale tradition. Hver region, ja hver provins har sine egne specialiteter. Kort sagt, at gå på restaurant er en rigtig gastronomisk oplevelse.

 

Du er guide på en vandrerejse i Ligurien. Det er jo en relativt ukendt del af Italien. Hvad har fanget dig der?

Det autentiske Italien med stilheden og det uspolerede liv i byen Castelvittorio, omgivet af meget smukt kupperede landskab. Byen med de smalle brostensbelagte veje hvor kun trehjulede scootere kan køre. Familiestrukturen er lidt som i gamle dage herhjemme; man bor typisk mange generationer sammen og man hjælper hinanden. På torvet sidder kvinderne og snakker om dagen inden de går hjem og laver mad, om aftenen mødes de unge og snakker og hygger sig med hinanden. Alle ser ud til at have god tid og hjælper hinanden. (Mændene sidder på bar eller spiller petanque)

 

Dyrker du anden sport end at vandre?

Ja, næsten alt hvad jeg laver har noget med bevægelse af gøre. Det giver mig glæde og energi. Jeg danser argentinsk tango, spiller tennis, løber og dyrker yoga. Yogaen er ligesom vandringen kommer ind i mit liv på et tidspunkt, hvor der skulle ske noget andet.  Jeg havde brug for fordybelse på et mere dybdegående plan.

 

Hvilke interesser har du ellers?

Musik har altid været mit frirum. Jeg har tidligere sunget i både kirke-, klassisk -og rytmisk kor, men i dag synger jeg mest, når jeg er sammen med mine børnebørn. Jeg er vokset op i et musikalsk hjem. Min mormor var spillelærerinde, så allerede fra jeg var 5 år har jeg siddet ved de sorte og hvide tangenter. I dag spiller jeg mest klassiske komponister – mest som afslapning og  – så er jeg glad for alle højskolesangene.

 

Hvordan er sværhedsgraden på vandreturene på rejsen til Ligurien? Kan alle være med?

Ja alle kan være med, hvis man har lysten og helbredet til at gå 1 times tid. Men når det er sagt, så aser vi ikke bare derudad. Det handler om at tage naturen ind, nyde det og bruge alle sanserne. Vi kommer på enkelte ture, hvor vi skal træde nogle højdemeter i et stenet terræn, men det foregår i et stille og roligt tempo.

 

Taler du italiensk?

Igennem alle de år jeg har besøgt Italien har jeg været fascineret af det italienske sprog. De sparsomme højlighedsfraser kender jeg, men heller ikke mere. Siden min start som vandreguide har jeg oplevet situationer, hvor jeg manglede at kommunikere med de lokale. Så for et halvt år siden startede jeg på italiensk kursus – Ikke ”Italiensk for begyndere” men jeg hoppede direkte ind på niveau 2  Jeg har lyst til at lære sproget og den italienske kultur endnu bedre at kende – om jeg kommer til at beherske sproget, vil vise sig!

 

Du kan jo træne videre til maj når du kommer til Italien. De lokale vil rigtig gerne snakke og retter dig hvis du leder efter et ord eller hvis grammatikken er helt sort.

Men mad og vin har også din store interesse. Er det med fuldt overlæg, at der er gjort meget ud af den del på din vandrerejse i Ligurien?

Absolut. Jeg har altid gået meget op i at lave god mad og er vant til at lave mad fra bunden med gode råvarer. Mht. vin har jeg ikke et specielt indgående kendskab til italienske vine. Men jeg er vild med at blive introduceret til ny italiensk mad og vin.

 

Det lyder som om der er lagt op til en vidunderlig Mad, vin og vandre-rejse til Nervia dalen i Ligurien. Der er både planlagt en tur i maj og i september 2022.  

To gode årstider i den del af Italien. Og Pia Scharling siger tak for kaffe.

 

 

 

 

 

Læs og tilmeld dig PUST-bloggen

Pias Blog