Sneen daler og har lagt sig som et fint hvidt tæppe på bakkerne omkring Ledreborg. Her er sygt smukt (som jeg hørt nogen sige) og det er sandt. Landskabet er kuperet og skabt i istiden hvor gletchere pressede morænebakker og smeltevandsdale frem og ligner slet ikke min bardoms Vestsjælland eller sommerferiens Bornholm. Det er lidt som Piemonte, siges det. Bare uden alperne i horisonten.
Men det ligner i hvert fald ikke Ligurien. Der er langt til havet, ingen bjerge og ikke mange vildvoksende krydderurter, som Ligurien dufter af.
Dog synes jeg at livet i slotsområdet godt kan have en vis lighed med livet i Castel Vittorio. Et lille minisamfund beliggende på en bakke. Alle kender alle og der er et mylder af dyr. Her er det fasaner og rådyr og muldvarpe i min have. I Castel Vittorio er det katte og hunde og geder. Her har vi bøgetræer og gamle ege. I Castel Vittorio er der kastagnetræer og hundredeårige olivenlunde.
Lejreområdet er bakke op og bakke ned og området byder på mange skønne gåture. Jeg går og går med god musik i hovedtelefonerne og i betragtning af de mængder af kalorier der ryger indenbords er det strengt nødvendigt at få noget motion.
Jeg laver mad – meget mad – trevler kogebogen fra Castel Vittorio igennem og er efterhånden blevet helt ferm til at lave ravioli med spinat og ricotta. Hjemmelavet ravioli smager helt fantastisk og er også sjovt at lave. Og når de fine puder er færdige kan de fryses og er supernemme at tilberede fra frossen stand. De skal dog fryses en ad gangen – f.eks. på et spækbræt i en halv times tid -før man kan lægge dem i en plasticpose. Ellers klistrer de sammen. Det lærte jeg the hard way da jeg en formiddag forberedte 16 store lækre ricotta/spinat fyldte ravioli, placerede dem på et meldrysset bagepapir, og tænkte at jeg lige kunne koge dem når gæsterne sad ved bordet om aftenen. Men ak, raviolierne klistrede fuldstændig sammen med bagepapiret og kunne på ingen måde reddes. De endte i skraldespanden og middagen blev uden primi (heldigvis havde jeg både antipasti og secondi – og dolce, så der var ingen der døde af sult den aften)!
Men nu har jeg lært tricket og pastamaskinen står permanent fremme i mit – skal det siges – store køkken. Det er ikke lebensraum vi mangler. Vi savner i virkeligheden kun én eneste ting og det er muligheden for, at bevæge os ud i verden.
Morænelandskab er godt – ingen tvivl om det – men vi savner Le Montagnes og Il Mediteranneo.
