En af mine favorithistorier som barn var Mis med de blå øjne. En ret kedelig historie om en lille mis der er sulten og tager ud i verden for at finde noget at spise. Og for hver side man vender kommer den ensformige besked, at missen går op ad bakke og ned ad bakke. Sideskift. op ad bakke og ned ad bakke. Sideskift. op ad bakke og ned ad bakke. O.s.v. Indtil den finder landet med de mange mus.
Dét jeg især godt kunne lide ved historien, var rytmen i ordene:
Op ad bakke og ned ad bakke, som jeg tror min mor eller far betonede overdrevent OP….og NED med tonefaldet. Det var næsten meditativt at høre historien læst op inden sengetid.
I bakkerne omkring Ledreborg tager jeg mig selv i at fremsige den samme remse når jeg vandrer afsted på grusvejene eller i skoven. Samme rute hver dag. NED i parken, OP til statuen af Adam og Eva, NED til åen og OP til hestene, forbi klokketårnet og hjem. Små 3 km. Og nogen gange 2 gange om dagen.
Så har man for meget tid! Og så paradoksalt og uretfærdigt, at mange andre mennesker indenfor sundhedssektoren og ikke mindst min egen bedre halvdel som er ansat i DR, har pisket rundt siden marts 2020 og været helt udmattede af stress. Der har været en virkelig skæv fordeling på både arbejde og indtjening. Jeg kan kun prale af, at det trods alt er lykkedes mig, at holde skruen i vandet. Mange kolleger i min branche har måtte lukke butikken. Men i dette tilfælde har det været et held at PUST Rejser er lille og vaks, uden de store forpligtelser.
Men men men……. nu vejrer vi allesammen morgenluft. Og inden vi kan nå at sige carambacorona er vi vaccinerede og kan igen mødes inde og ude til små og store fester. Og rejse.
Og en dag har vi glemt, at vi tilbragte et helt år med at stirre ind i kaminilden (i overført betydning for dem der ikke har en kamin) og med at gå lange ture op ad bakke og ned ad bakke.
Men i bevidstheden er lagret et respekt for smitsom sygdom og menneskets begrænsninger, når naturens (u)orden folder sig ud.
Ligesom mennesker der har oplevet krige eller naturkatastrofer. De glemmer heller ikke. Det fik vi øjenvidne beretninger om fra Bornholm hvor 75 året for Bornholms befrielse blev markeret i DR forleden aften. En fascinerende og rørende udsendelse.
En af mine favoritmusikere Bjarke Mogensen, som er verdensvirtuos på sin instrument accordeon’en, er fra Bornholm og medvirkede, som den bornholmer han også er, i programmet. Jeg optog en lillebitte snas som du kan se HER. Og Bjarke Mogensen kan iøvrigt genhøres i Castel Vittorio til sommer ved vores lille festival dér. Om gud vil.
Anemonerne blander sig nu med ramsløgene i skovbunden og de fasaner, som undgik jægernes hagl i efteråret, vralter rundt i vores have og blir federe og federe. Muldvarpene boltrer sig stadig under jorden og en lille mus er flyttet ind i vores kælder. En lille mis med blå øjne er under overvejelse. Men det bliver nok ved tanken.
Bogen Mis med de blå øjne slutter med, at hunden (som også spiller en rolle i historien) ligger og snorker og drømmer om landet med de mange katte. Så vidt jeg husker. Og sådan er vi levende væsner indrettet til at drømme. Mine drømme handler om Italien, den høje himmel, gode måltider lavet med kærlighed og omsorg, 1000-årige toppede brosten, terracottafarvede og gule huse, Alperne, Middelhavet, vinen, sproget , menneskene………………..Alt det har lagret sig i mit dna, per sempre!
