Der er forår i luften og stadig god tid til at gå dejlige ture i området og spise længe morgenmad. Det bliver sværere og sværere at forestille sig at komme i gang igen.
Men det kommer vi jo. Mit lille rejsebureau rejser sig snart af støvet og børster 365 dages tornerosesøvn af sig.
Jeg fejrer åbningen med en spritny PUST-hjemmeside, som de dygtige unge mennesker har nørdet frem i vinter. Den launches –det nye danske ord for ”at lancere” – om få dage, og det glæder jeg mig til. Det bliver en frisk start på en nyt rejseår. Altså ikke at vi med det samme sprinter afsted til Italien, men hen på sommeren skulle det blive muligt.
Inden da varmer jeg kufferten op på de danske øer- Bornholm og Læsø i henh. maj og juni. Strålende dansk sol har jeg bestilt, og desuden praler begge øer af at have mange flere solskinstimer end resten af DK. Det skal de få lov at bevise.
Jeg læste Lisbeth Lundquist’s klumme i Politiken i morges og blev usandsynligt glad over at læse, at også hun spiser smør på brødet og fed ost og syltetøj til morgenmad. Jeg ved godt der bliver en pris at betale, men det opgør må jeg tage senere. Selvom senere er jeg måske død – og så kan det jo være lige meget. Men mad har været en stor trøst i dette år. Jeg har syltet og bagt, braset og dampet og stegt og er blevet helt ferm til hjemmelavede ravioli.
Sidste nye dille er ramsløg- pesto, idet skovbunden lige uden for min have vrimler med ramsløg. Det smager som bekendt af hvidløg og er altså en slags dansk basilikum, bare meget kraftigt i smagen, så man behøver ikke at tilsætte hvidløg til sin pesto. Der er så meget ramsløg i skoven her omkring, at jeg kan invitere dig til at komme forbi og plukke en håndfuld eller to. Der er nok til alle.
Det serveres fek.s blandet op med et spidskål – Helle Brønnum Carlsen opskrift fra hendes skønne Læsø-kogebog “Mine somre i Paradis”. Man snitter et spidskål, drysser salt over og lader det ligge en 10 minutters tid. Vrider det og skyller derefter saltet af, og blander det til sidst med pesto. F.eks ramsløgpesto. Skønt tilbehør til fisk eller lam.
Tilbage til området omkring Ledreborg, som jeg snart har travet fuldstændig tyndt. Det viser sig, at nede ad vejen – Slangealleen som den hedder – ligger en fantastisk restaurant der hedder Herthadalen. Se fotos herunder. Min vej går ofte forbi og jeg ved , at når den åbner til foråret så kommer jeg til at sidde på den hyggelige træterrasse og kigge ud over Knap-søen, måske i ny og næ og hvis Norgesbåden er sejlet forbi på det tidspunkt, med et glas kølig rosé. Det kan godt gå hen og blive nogle dyre spadsereture forudser jeg.
Og apropos død så kan man nu også blive begravet i skoven ved Herthadalen. Ledreborg åbnede for få måneder siden en skovbegravelsesplads der. Man kan komme til at ligge under sit eget træ i den smukke bøgeskov og så gravøl på restaurant Herthadalen bagefter. Det synes jeg bare lige jeg ville nævne. Ikke at jeg selv skal ligge der. Jeg skal forbi en kirkegård havde jeg tænkt. Men inden da skal jeg på restaurant – og ud at rejse. Det er 2 kæmpesavn vi nok er mange der har haft i det forløbne år. Det bliver skønt at gå i gang med at indhente det forsømte.
Ikke mere snak om død nu, men det er jo påske. Så må man gerne. Altså tale om døden. Men der er meget vi skal have indhentet så let’s keep ourselves alive lidt endnu. Pas på dig selv og hav nu en god påske og A presto!
Pia