Det andet liv II

Forside > Blog > Det andet liv II

At det er en mærkelig fornemmelse at være grounded og ikke at kunne rejse, som man har lyst til, kan vi vist hurtigt blive enige om. Men der er også positive sider, ved at være tvunget til…….at være i det nære. F.eks. har min latente interesse for kunst fået bedre muligheder.

Museumsbesøg

Før i tiden stjal jeg mig til en halv fridag på Louisiana eller Glyptoteket, men nu er museer og udstillinger en fast og fuldstændig legitim syssel, som fylder ganske meget. Kriminalromanerne er afløst af kunstbøger (som Peter Kær også fortæller at han oplevede, da han skiftede spor fra tv-vært til kunsthistoriker) og årskortene til Statens Museum og Louisiana er fornyet- og denne gang får de ikke lov at klistre fast i foret i dametasken.

Frida & Louise

Jeg nåede lige at få udstillingen med de kvindelige avantgarde kunstnere med på Louisiana. Interessant – og fuldstændig u-overskueligt. Jeg tog mig selv i dvæle ved de kendte Louise Bourgeois og Frida Kahlo. De øvrige 28 gled forbi mine øjne som kuriositeter. Ikke andet end det.

Så var der meget mere at hente hos Per Kirkeby som udstiller i nordfløjen. En overvældende og kraftfuld udstilling, som gjorde et stort indtryk på mig. Den udstilling kan i øvrigt ses et godt stykke ind i januar.

På cafe

Et besøg i Louisianas cafe hører sig til og mens  jeg sidder der med min gulerodskage, genkender jeg – på trods af forklædning med mundbind – Elisabeth, som har rejst med Pust Rejser indtil flere gange. Vi fik en hyggelig sludder over kaffen og kunne hurtigt blive enige om, at vi savner Italien.

Kommer vi mon nogensinde derned igen siger Elisabeth? Ja vi gør svarer jeg skråsikkert. Og det er en anden fryns ved denne mærkelige tid vi lever i: optimismen er blevet et livsvilkår. Uden den er vi fucked (ilde stedt, som det hed i gamle dage).

Mørk er november og løvfaldet slut

Men uanset hvor mørk november er, kan vi stadig nyde musikken.

Se og hør denne dejlige optagelse fra DR koncertsal med DR børnekoret og DRSO dirigeret af Philip Faber. Teksten er af Thorkild Bjørnvig.

Mørk er november og løvfaldet slut,

vandet begynder at fryse,

lyset fra solen og blomsterne brudt –

­da må vort hjerte selv lyse.

Synge vil vi, legen er magt,

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme………

Apropos Louisiana, så er der en lille note til Thorkild Bjørnvig, som skrev dette november digt. Han var nemlig bedste ven med Knud W. Jensen, ostegrosseren, som grundlagde Louisiana. Thorkild Bjørnvig voksede op med sine forældre i Sletten ved Humlebæk og fulgte med i tilblivelsen af kunstmuseet. Han syntes det var et lidt vidtløftigt projekt, men lige præcis i den betragtning tog han fejl. Louisiana er fantastisk og ringen er sluttet. Kunst, optimisme, livsvilkår, initiativ og musik. Tror jeg fik det hele med i den forgangne uge.

Min lille familie fik tilbudt en skøn bolig og tilhørende PUST-kontor på godset Ledreborg. Det kunne vi ikke sige nej til. Drømmen om livet på landet skal afprøves – og det går godt.

Følg med i Det andet liv. Næste kapitel kommer snart.