Forside > Besøg Bornholm

Besøg Bornholm

Bornholm er et af de steder i Danmark der især har tiltrukket kunstnere pga lyset og farverne. Der er hav til alle sider og naturen er fantastisk afvekslende og altid tæt på dig.

Mange kunstnere har igennem de sidste 200 år følt sig draget af Bornholm, der er skabt mange store kunstværker i det særlige lys og den helt ekstraordinært smukke natur.

Kunsterkolonier har der været flere af på Bornholm – i starten af 1900 tallet kom f.eks. Lauritz Tuxen hver sommer til Gudhjem hvor han mødtes med Michael og Anna Ancher, Kristian Zahrtman og Ole Haslund. Og senere fulgte malere som Karl Isakson, Edward Weie, Olaf Rude, Sven Havsteen-Mikkelsen, Lisbeth Munch-Petersen, Paul Høm, Astrid Noack, Ernst Køie, Mogens Hertz, Inge Lise Westman, Jørgen Haugen Sørensen, Ejler Bille, Sonja Ferlov, Richard Mortensen, Asger Jorn, Helge Ernst og mange, mange flere.
På denne tur skal vi bo i Gudhjem på det charmerende Jantzens Hotel i Gudhjem inkl. god morgenmad, hertil spiser vi gode middage på udsøgte restauranter i Gudhjem.

Jantzens hotel blev grundlagt i 1872 og er dermed Gudhjems ældste Hotel hvor mange malere har boet i tidens løb. Hovedbygningen har front mod havet og i gården finder man klippehaven omgærdet af pittoreske små annekshuse med egen terrasse. Hotellet ligge midt i Gudhjem, tæt på havnen og Oluf Høst museet.

Gudhjem næsten oser af sydlandsk stemning og er det bedste rejsemål vi kan komme i tanke om – næst efter Italien.