Ring bare til os – Vi svarer alle dage.
+45 31 26 41 00
info@pustrejser.dk
Temaerne for denne rejse er kultur, hav, mad og vin på Sicilien. I ugens løb bevæger vi os også ud i naturen, både til fods på vandretur, og på en cykeltur på De Ægadiske Øer.
Vi rejser og bor på Vestsicilien, er tæt på Middelhavet hele ugen, og bader ofte undervejs i det lune hav. Vi har base i to af områdets skønne middelhavsbyer; først i den lille hyggelige landsby Scopello, hvis centrum er mur omkranset. Landsbyen emmer af atmosfære, særligt om aftenen, når lysene tændes og gæsterne summer over pastaen i restauranterne i det lille centrum. Siden flytter vi til havnebyen Trapani, helt ude vestpå, og besøger derfra De Ægadiske Øer.
Vi skal også se kulturbyerne Erice og Palermo, som begge byder på spændende arkitektur og kulturhistorie.
Afrejse fra Københavns lufthavn kl. 17:15
Ankomst Palermo 20:05
Afrejse fra Palermo kl. 21:00
Ankomst København lufthavn kl. 23:50
Sicilien er ca. 4 gange så stor som Sjælland og har 5 millioner indbyggere. De fleste rejser til Sicilien går til Catania eller Taormina, men vestøen er en meget mindre turistet og overset perle med utrolig flot natur, skønne strande, vidunderlig mad og masser af kulturhistorie.
Vi har via vores danske guide Camilla tilrettelagt en fantastisk tur med ophold i 2 forskellige byer og fundet frem til spændende oplevelser der indbefatter både havet, gastronomien og kulturen.
Vi opholder os på denne tur på Vestsicilien og har base i de to pittoreske byer Trapani og Scopello.
Trapani ligger ud til havet og har en lang og spændende historie, pga. de mange forskellige folkeslag der har sejlet til byen og bosat sig igennem tusinder af år. Byen har mange henvisninger til tiden hvor Sicilien var under arabisk herredømme i middelalderen. Det ser vi især i de mange efterkommere af arabere, der bor i byen, i byplanlægningen, og i det lokale køkken, hvor ingredienser som cous cous, ris, mandler, kandiserede frugter, kanel, stjeneanis og jasmin mm. anvendes hyppigt, sammen med fisk og skaldyr.
Vi besøger desuden den spændende arkæologiske park Segesta. Her står et velbevaret og enestående græsk tempel med 36 doriske søjler. Byen, der engang lå her, blev antagelig grundlagt af et af Siciliens tidligste folkeslag, elymerne, der kom rejsende fra Grækenland i 700-tallet f.kr.
I bakkerne overfor templet graver arkæologer stadig og finder rester af agoraen, det centrale torv. Vi går derop, for at se det antikke teater fra cirka år 200 f.Kr. De 20 tilskuerrækker i halvcirklen er meget velbevarede, ligesom akustikken stadig er så fremragende, at det endnu i dag er muligt at lade sig føre ind i skuespillets og operaens verden. Teaterensembler fra hele verden gæster af samme årsag teateret i Segesta i sommermånederne.
Grækerne har sat et uudsletteligt præg på Sicilien, og undervejs rundt i parken rejser vi tilbage i tiden og forundres over, hvor dygtige håndværkere og kunstnere de var på den tid.
De mange kulturer der har beboet Sicilien, som grækere, romere, arabere og normannere, har i høj grad sat deres præg på det sicilianske køkken. Undervejs smager vi på Siciliens spændende og dramatiske historie gennem pasta, havsalt, olivenolie, konditorkager og en række vine, også søde dessertvine, som kendetegner Vestsicilien, En eftermiddag er vi også selv i køkkenet. Om aftenen gode middage på dejlige restauranter der serverer fisk, skaldyr og sicilianske pasta – og grønsagsretter.
Naturen på Vestsicilien er utrolig smuk, og vi tilbringer flere af dagene i den. I den fantastiske naturpark Riserva dello Zingaro vandrer vi og havbader i krystaltklart vand. På De Ægadiske Øer cykler vi langs strande med azurblå hav og slapper af i efterårssolen, som i oktober er mild. Vi skal i det hele taget bevæge os meget og vi er nødt til at sige, at rejsen IKKE er for gangbesværede.
Palermos arkitektur og mange flotte bygninger er et besøg værd, både ude og inde. Flere bygninger i opført i den særlige normannisk-arabiske stil, som kendetegner denne del af øen; en stil hvor arabisk og nordeuropæisk byggeri er fusioneret. Et godt ekspempel er katedralen midt i byen. Værd at fremhæve er ligeledes Palatinerkapellet, der ligger i normannernes gamle kongeslot fra middelalderen. I Palatinerkapellet er lofter og vægge udskykket med de fineste og smukkeske gyldne mosaikker der gengiver personer og episoder fra de to kristne testamenter, i bedste byzantinske stil, et syn for guder.
Normannerne indtog byen og Sicilien som et led i de kristne korstog i løbet af det 1000 tallet. De tog Sicilien fra araberne som havde ført Palermo frem til et sofistikeret og intellektuelt centrum, der handlede med datidens kulturelle centre i Orienten, Sydspanien og Nordafrika og tiltrak filosoffer og videnskabsmænd fra mange fjerne egne. Byen var rig og berømt i hele vores del af verden, og havde flere hundrede tusind indbyggere i 1100 tallet, hvor den blomstrede (I London boede 20.000 på samme tid)!
De første 3 nætter ophold på et dejligt agriturismo, der hedder Tenute Plaia Agriturismo. Det er et bondegårdshotel, tæt ved Middelhavet Der er en swimmingpool i haven og oliven- og johannesbrødtræer omkring hovedbygningen. Familien Plaia driver gården og har egen vinproduktion af både rød- og hvidvine. Familien har selv istandsat gården og fruen står ofte i køkkenet og er medvirkende i arbejdet med gårdens gæster. Vi har reserveret hele gården til PUST i de dage vi bor der.
Tenute Plaia ligger 500 meter nedenfor den meget hyggelige lille by Scopello. De har 10 værelser beliggende i hovedhuset på gården, hvor der er pool og have samt restaurant. Derudover er der 5 lejligheder der ligger i Scopello, altså 500 meter derfra. Hvis man vælger at bo i lejlighed i landsbyen Scopello skal du gå 500 meter ned for at spise morgenmad og bruge poolen. Fordelen ved at bo i lejlighed i Scopello er at du så bor i selve landsbyen, men til gengæld skal du altså gå en morgentur på 500 m for at spise morgenmad.
Det andet hotel hedder Hotel San Michele og ligger i turens næste stop i byen Trapani. Et lækkert nyistandsat 3* hotel, møbleret lyst og let.
Et eneværelse med eget bad koster 2.800 kr ekstra.
NB! Der er trapper og brosten mange steder og derfor ikke egnet for gangbesværede. Medbring flade sko der er gode at gå i og tøj der kan klare lidt omskift i vejret.
Turen arrangeres af PUST Rejser og omfattet af Rejsegarantifondens dækning.
Ønsker du mere information om rejsen eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Pia Bohr Scharling fra PUST Rejser tlf. 23714676 eller 31264100.
Mail: info@pustrejser.dk
Fly fra Købehavns Lufthavn (direkte) til Palermo.
I Palermo Lufthavn venter vores bus, som kører os til Scopello, hvor vi har de første 3 overnatninger.
Indtjekning på hotellet og lidt natmad.
Hver dag morgenmad mellem kl 8 og 9.
Formiddag: Udflugt til arkæologiske park Segesta
Frokost i Scopello på egen hånd.
Eftermiddag: Madskole på vores eget ”hjem”, Agriturismo Tenute Plaia med værtinden signora Plaia, som slutter med spisning af vores egen veltillavede middag, samt vinsmagning af gårdens egne rød- og hvidvine.
Vedr. de kommende fælles måltider: Hvis intet andet er nævnt består menuen af 3 retter incl. vand og kaffe. Vin for egen regning.
Udflugt til en af Siciliens smukkeste naturparker, Riserva dello Zingaro. Her vandrer vi på en sti, der ligger helt ud til Middelhavet. Det er en ualmindeligt flot gåtur og naturoplevelse langs havet, og vi holder pauser undervejs til duften af de mange vilde urter, mens vi kigger ud over hav og bjerge og ned på bugterne der skærer sig ind i klipperne. Vi har madpakker med pane cunzato med (en siciliansk specialitet som er friskbagt brød med mozarella, tomater og basilikum, som bageren i Scopello er kendt for at lave særligt godt). Ved én af Zingaros indbydende strande med klart turkisblåt hav, holder vi pause og snupper et havbad, inden vi vandrer tilbage til vores udgangspunkt, fyldt op af hav og natur.
Gåtuen er ca. 13 km lang og vi går stille og roligt og bruger dagen i naturparken. Underlaget er grus og sten, og ujævt. Det går op og ned ad klipperne på en til tider smal sti, hvilket kræver koncentration og udholdenhed. Det er en god idé at gå med vandrestave og vandresko eller -støvler her. Strabadserne bliver så rigeligt belønnet med de flotte udsigter over naturparkens bjerge, strande og havet, men kræver samtidig at man er i amindelig god form, ikke er gangbesværet, og vant til at gå.
Ønsker man ikke at deltage i denne heldags vandredag, kan man blive på hotellet og vores danske guide Camilla kan give idéer til, hvordan man kan bruge dagen.
Efter gåturen henter bussen os og vi kører 10 minutter ind til Scopello, hvor der er mulighed for at købe kaffe, læskedrik og is, og hvile ud ovenpå vandringen.
Fælles middag på restaurant i Scopello og inden middagen smagning af olivenolie.
Der er utroligt hyggeligt om aftenen i den lille by, med lys og en skøn stemning i den gamle Baglio (et lille muromkranset centrum i landsbyen).
Udflugt til bjergbyen Erice som ligger vidunderligt placeret på Monte San Giuliano 750 moh med udsigt ud over Middelhavet, Trapani og De Ægadiske Øer, og på listen over de smukkeste landsbyer i italien.
Vi går først en tur sammen i de smalle brostensbelagte gader og over pladser hvor kirker og bygninger beretter om Siciliens rige historie, bla. et normannisk slot, Castello di Venere, fra middelalderen. Normannerne har som grækere, romere og arabere bygget og boet på Sicilien, og Camilla viser vej og beretter om de mange folkeslag undervejs.
Vi finder vej til det legendariske konditori Pasticceria di Maria Grammatico opkaldt efter indehaveren Maria, som har skabt de lækre konditorkager, dolci ericine, der er lavet på mandler, kandiseret frugt, ricotta mm. Maria voksede op i et kloster, og brugte dér 15 år på at lære nonnernes gamle opskrifter. Siden forlod hun klostret, og startede sin egen produktion af konfekture, som er blevet en eftertragtet specialitet i hele regionen. Vi træder indenfor i konditoriet, hvor vi får en smagning af fire af de fremragende kager ledsaget af et lille glas dessertvin.
Herefter tid på egen hånd til at se mere, f.eks byens farverige keramik og tæpper, og til at spise frokost i Erices hyggelige gader.
Om eftermiddagen, kan man vælge at vandre med Camilla (og vores lokalguide) ned fra Erice til Trapani. (Turen er 6-7 km og tager ca. 2 timer, der er 650m ned). Undervejs får man fantastiske udsigter over Middelhavet, Trapanibugten og De Ægadiske Øer. Man kan også blive længere i Erice og tage ned med svævebanen (10 minutter, og koster ca. 50 kr) til udkanten af Trapani, og vente dér på gruppen der kommer vandrende.
Fra svævebanestationen i udkanten af Trapani kører bussen os 5 km ind til vores hotel i centrum af Trapani, hvor vi har base de næste 4 dage.
Om aftenen fælles middag på en restaurant i Trapani.
For de der har lyst, arrangeres en morgenbadetur i Middelhavet i gåafstand fra hotellet.
Rundvisning i Trapani som er en spændende havneby. Vi besøger først fiskemarkedet, med sværdfisk, tun, blæksprutter kæmperejer og alverdens skalddyr, som præger byens menukort. Vi fortsætter og Camilla beretter om byen og dens rige historie og spændende kultur mens vi slentrer gennem gaderne og det jødiske kvarter, kigger på arabisk arktektur og katolske kirker, og fortsætter langs havet, som omgiver store dele af byen. Der bliver helt sikkert tid til en ”snack pause” til køb af is eller kage og kaffe i et af Trapanis skønne konditorier.
Fælles god frokost.
Eftermiddagen er på egen hånd i Trapani og der er ingen fælles aftensmad planlagt.
For de der har lyst, arrangeres en morgenbadetur i Middelhavet.
Udflugt til De Ægadiske Øer. Vi sejler til øen Favignana som er den største og mest interessante af de 3 øer, der sammen danner øgrupppen De Ægadiske Øer, som ligger ud for Trapanis kyst. Vi tager færgen fra havnen i Trapani, og ½ time senere går vi i land i Favignana by hvor vi starter med at leje cykler.
Favignana ses bedst på cykel, øen er flad, og vi kan stoppe når vi vil og nyde udsigter og havet. Vi har en lokal guide med som fortæller om øerne. Vi kører en rundtur på ca. 15 km i alt. Ved Cala Azzurra holder vi pause og bader i det krystalklare azurblå hav.
De der eventuelt ikke ønsker at cykle, kan blive i Favignana by, eller gå en tur på egen hånd på øen.
Vi vender retur til Favignana by ved frokosttid og afleverer cyklerne. Herefter er der tid til at gå en bytur og spise frokost på egen hånd i byen, inden vi tager færgen retur til Trapani
Om aftenen fælles middag på en restaurant i Trapani.
For de der har lyst, arrangeres en morgenbadetur i Middelhavet.
I bus ud til kysten lidt syd for Trapani hvor de store sletter med saltpander ligger. Disse historiske saltsletter, har været brugt i århundreder til at producere havsalt, og vi møder et af områdets gode guider, der fortæller om dette 1000 ha store naturbeskyttede område og om saltproduktionen. Vi får ligeledes en unik mulighed for at se de lyserøde flamingoer, der lever i området.
Når vi går langs stierne, der løber langs saltopsamlingstankene, er det næsten som at være en del af et levende maleri. Vandets refleksioner og saltets hvide farve skaber en spektakulær kontrast til himlens blå og den omgivende vegetations grønne tone.
Vi får naturligvis en saltsmagning, samt lejlighed til at købe noget salt med hjem.
Vi fortsætter sydpå til byen Marsala, som særligt er kendt for de mange vingårde udenfor byen, der producerer den søde dessertvin Marsala. Selve byen er meget interessant; det var her Hærføreren Giuseppe Garibaldi, som samlede Italien i1860erne, begyndte sin lange færd op gennem landet. Byens centrum har mange smukke kirker, flere i siciliansk barok. Det er en utroligt hyggelig by at gå rundt i, med flotte byporte der afgrænser den gamle middelalderbydel, lækre restauranter, vinbarer og gode butikker og cafeer.
Vi slutter dagen i Marsala af med at køre med vores bus et par kilometer ud til vinmarkerne der omringer byen, og besøger en af de førende Marsala vingårde. Her får vi først en rundvisning og fortælling om vingården, der naturligvis afslutter med en marsalasmagning i gårdens cantina.
Opstemte af dagens oplevelser med både salt og sødt på tungen, kører vi retur til Trapani og mødes igen, når det er tid til at spise fælles middag på en restaurant i Trapani.
For de der har lyst, arrangeres en morgenbadetur i Middelhavet.
Morgenmad og udtjekning
Afgang til Palermo, 1½ times kørsel til Siciliens sprudlende hovedstad og nyde den til tider hektiske atmosfære. Her handles alt hvad vi finder på øen af mad og drikke.
Vi går en tur sammen og Camilla vil lede vej gennem nogle af byens attraktioner, som f.eks operahuset Teatro Massimo, byens arabiske kvarter, hovedgaden der skærer sig gennen centrum, og så slutter vi foran katedralen. Vi har desuden bestilt indgang til det fantastiske Palatinerkapel, som er et mustsee i Palermo.
Efter gåturen har vi fritid til alt det der skal nås inden hjemrejsen, og frokost er på egen hånd, måske er det et madmarked med lækker street food der kalder!
Sidst på dagen mødes vi og tager samlet til lufthavnen.