Vi opholder os på
denne tur på det efterårslune Vestsicilien ved Middelhavet og har base i de to
pittoreske havnebyer Castellamare del Golfo og Trapani.
Trapani har en lang og spændende historie, pga. de mange forskellige folkeslag der har sejlet
til byen og bosat sig dér igennem tusinder af år. Byen har mange henvisninger
til tiden hvor Sicilien var under arabisk herredømme i middelalderen. Det ser
vi især i de mange efterkommere af arabere, der bor i byen, i byplanlægningen,
og i det lokale køkken, hvor ingredienser som cous cous, ris, mandler, kandiserede frugter, kanel, stjeneanis og jasmin mm. anvendes hyppigt, sammen med pasta, fisk og skaldyr.
Vi besøger desuden den spændende arkæologiske park Segesta. Her står et velbevaret og
enestående græsk tempel med 36 doriske søjler. Byen, der engang lå her, blev antagelig grundlagt af et af Siciliens tidligste folkeslag, elymerne, der kom rejsende fra Troia i antikkens Lilleasien.
I bakkerne overfor templet graver arkæologer stadig og finder rester af agoraen, det
centrale torv. Vi går derop, for at se det antikke teater fra cirka år 200 f.Kr. De 20 tilskuerrækker i halvcirklen er meget velbevarede, ligesom akustikken stadig er så fremragende, at der endnu i dag opføres både koncerter, teater og opera på den ældgamle scene.
De mange kulturer der har beboet Sicilien, som grækere, romere, arabere og normannere, har i høj grad sat deres præg på det sicilianske køkken. Undervejs smager vi på Siciliens
spændende og dramatiske historie gennem bl.a. den lokale busciata pasta,
havsalt, olivenolie, konditorkager, mandler og pistacienødder samt marsalavin.
En eftermiddag går vi også selv i køkkenet og kokkererer.
Om aftenen nyder vi gode middage på dejlige restauranter der serverer fisk, skaldyr og
sicilianske pasta - og grønsagsretter mm.
Naturen på Vestsicilien er utroligt smuk, og vi tilbringer flere af dagene i den. I den
fantastiske naturpark Riserva dello Zingaro vandrer vi og havbader i det indbydende turkisblå vand. På De Ægadiske Øer cykler vi langs strande med azurblåt hav hvor vi ligeledes bader og slapper af i solen, som i oktober er mild. Vi skal i det hele taget bevæge os meget, og vi er nødt til at sige, at rejsen IKKE er for gangbesværede.
Vi har en dag i Palermo
Palermos arkitektur og mange flotte bygninger er et besøg værd, både ude og inde. Flere
bygninger i opført i den særlige arabisk-normanniske stil, som kendetegner denne del af øen; en stil hvor arabisk og nordeuropæisk byggeri er fusioneret.
Et godt eksempel er katedralen midt i byen. Værd at fremhæve er ligeledes Palatinerkapellet, der ligger i normannernes gamle kongepalads fra middelalderen. I Palatinerkapellet er lofter og vægge udsmykket med de fineste og smukkeste gyldne mosaikker. Mosaikkerne gengiver personer og episoder fra de to kristne testamenter, i bedste byzantinske stil, og de er et syn for guder.
Det skal vi opleve!
Normannerne indtog byen og Sicilien som et led i de kristne korstog i løbet af 1000 tallet. De tog Sicilien fra araberne som havde ført Palermo frem til et sofistikeret og intellektuelt centrum. Araberne handlede og udvekslede viden med datidens kulturelle centre i Orienten, Sydspanien og Nordafrika og tiltrak filosoffer og videnskabsmænd fra mange fjerne egne. Byen var rig og berømt i hele vores del af verden, og havde flere hundrede tusind indbyggere i 1100 tallet, hvor den blomstrede, i London boede til sammenligning bare 20.000 på samme tid.