Rejsebrev fra Castelvittorio November 2014

Efteråret er langt om længe kommet til Castelvittorio. Det holdt ellers hårdt! Hele september og oktober skinnede solen stort set hver dag fra en skyfri himmel og mange dage kunne man stadig tage på stranden og sole sig i en liggestol og bade i Middelhavet.

Men nu er farverne skiftet og den lille by hænger omgivet af de rødbrune nuancer, som var den klistret fast på klippevæggen. Det ser helt naturstridigt ud, men når du nærmer dig, ad den snoede  landevej, føles det bare som om, at landsbyen ligeså stille omslutter dig.

Ved indgangen til landsbyen passerer du kirkegården, som ligner et miniature lejlighedskompleks. Om aftenen står der overalt levende lys og brænder ved gravene og fra min terrasse i Castelvittorio ligner det………….Ja hvad ligner det egentlig? I hvert fald ikke en kirkegård. Efterårets PUST Rejser gæster stod i tusmørket på terrassen  med velkomst-prosecco i glasset og gættede løs.

“Er det et hospice? Var der en der spurgte.

“Tampen brænder” svarede jeg.

“Et refugium?”  sagde en anden.

“Joh, det kan man også godt sige”, svarede jeg.

“En kunstinstallation af ham der Eliasson?” ”

“Mjnai, det er det så ikke.”

“En restaurant? Et cirkus? Et shoppingcenter?”

Svarene blev mere og mere søgte. Til sidst blev det gættet. Og det er i sandhed et smukt og poetisk sted at lægge sig til hvile.

Kort efter kirkegården bliver vejen meget smal. Her vil man som bilist nødig møde den blå lokalbus.  Det er kun en strækning på godt 100 m og så ligger vejen igen åben og som regel nogenlunde farbar for de besøgende. Vejen ender i en P-plads, og resten af besøget foregår til fods.  Biler er der ikke plads til i de små gader, som er bygget lang tid før nogen fandt på automobilen. Der er højst plads til en lille “ape”. Det betyder “bi” på italiensk –  en lillebitte bil på 3 hjul. Den kan lige akkurat klemme sig igennem byporten og hvis man kommer gående, er det med at finde et dørtrin at stå på, mens motorbøllen suser forbi.

Men som besøgende føler man sig altid budt velkommen og tryg i den lille landsby.

Den første person man næsten altid mødte før i tiden var Rosario, som stod i døråbningen til sin berømte restaurant Portico. Han og hans kone Mara og de to døtre driver denne lille bitte restaurant, som er berømt i vide kredse for sit kompromisløse egnskøkken. Alt er lavet fra bunden og langt de fleste grøntsager er hentet fra familiens egen køkkenhave. Een af to vidunderligere restauranter i Castelvittorio. Den anden er Busciun som bestyres af Tarry Prada og hendes mand Tafee.  Herom mere i næste rejsebrev.

Rosario er desværre død nu. Alt alt for ung af en ondsindet kræftsvulst. For netop i denne landsby siges det, at befolkningen bliver usædvanligt gamle. Forklaringen skulle være det sunde vand der risler fra bjerget  samt den gode olivenolie, og så ikke mindst det kuperede terræn, der holder de gamle i superskarp form, når de kæmper sig op ad trapperne til den daglige messe.

En svigersøn til Rosario har overtaget hans plads. Han hedder Walter og er også en venlig mand. Med årene får også han det pondus der skal til, for at få os gæster til at føle og forstå, at vi er landet  et gudsbenådet sted. Et særligt sted for særlige mennesker. Vi der kommer der, valgte en tilfældig landevej og endte i Castelvittorio. Og livet blev aldrig det samme igen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *