Det andet liv I

Hvad laver en rejsebureaudirektør egentlig i denne tid hvor der ikke er nogen steder at rejse hen, og kontorarbejdet er minimeret til at følge med i Dansk rejsebureaus forenings bestræbelser på at komme i dialog med politikerne? (og checke smittetallene rundt omkring i verden……..)

Flytterod

Nogle uger er gået med at flytte på landet -nærmere betegnet til Lejre ved Roskilde. Vi rykkede teltpælene op fra Østerbro den 1.september, netop som efteråret så småt satte ind. Siden er der gået en hel del tid med at sidde 1.parket til et orgie af gyldne farver og blå himmel. Her er ekstraordinært smukt.

Vi er havnet lige præcis midt i Danmarks vugge – i Skjoldungernes land, som naturparken omkring Ledreborg kaldes. En spytklat fra Herthadalen og det vi engang kendte som Lejre forsøgscenter. I dag hedder det Sagnlandet Lejre og en uventet interesse for vikingetiden og den yngre jernalder er spiret. Hvem var f.eks. Harald Hildetand og Frode Fredegod ? Det er jeg blevet nysgerrig efter at vide. Hvem ved, måske arrangerer jeg en dag et ophold i en lerklinet hytte, udflugt i en udhulet træstamme og gastronomiske udfordringer a la mal din egen speltmel.

Ledreborg

Selve slottet Ledreborg skal også undersøges nærmere. Især malerisamlingen hvor de fleste billeder stammer fra midten af 1700-tallet – bestilt, købt og betalt af den første ejer af Ledreborg lensgreve Johan Ludvig Holstein. Han var en meget kulturel og historisk interesseret herre og der gemmer sig meget guld i de portrætter og familiebilleder og gobeliner der hænger tæt på de gamle vægge. Det vender jeg tilbage til – stol på det.

A walk in the park

De daglige rutiner er så småt ved at indfinde sig og en af mine favoritter er at slå et slag ned i den smukke park – restaureret i 2007 efter alle barokkens regler – symmetrisk og storslået.

I disse dage bydes der endda på en ekstra feature i parken idet udvalgte steder om aftenen bliver belyst så parken fremtræder nærmest skulpturel. En særlig aftentur er tilrettelagt hvor man ad oplyste stier spadserer for at ende på bakken lige overfor slottet, hvor der er et fantastisk vue. En overraskende poetisk og varm oplevelse – især i disse tider hvor der er langt mellem de kulturelle oplevelser.

Det udendørs lysshow i Ledreborgs park løber også over den kommende weekend, 12.- 15.nov. fra ca. kl.17-21. Hvis du har mulighed for at slå et slag forbi, så gør det endelig. Det er gratis – og slet og ret en dejlig oplevelse.

Min lille familie fik tilbudt en skøn bolig og tilhørende PUST-kontor på godset Ledreborg. Det kunne vi ikke sige nej til. Drømmen om livet på landet skal afprøves – og det går godt.

Føg med i Det andet liv. Næste kapitel komme snart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *