Skønne erindringer fra Firenze

Det er kun få uger siden at vi travede rundt i Firenze i bagende sol sammen med det meste af Europa og i hvert fald en god del af USA's befolkning.
Turistsæsonen, fortalte en taxachauffør, havde forskubbet  sig langt ind i oktober.
Corona var tilsyneladende fuldstændig glemt og vi stod som guldfisk i en renæissancehave (Boboliparken) og spejdede efter Hermafrodite m.fl.
Det var skønt!
Skønt, fordi det stillede kultursulten, som havde vokset sig som et stort hul i maven i de forløbne 2 år. 

Nogle af mine medrejsende havde været i Firenze for 10 år siden og gået rundt i Uffizziernes sale uden at møde andre end kustoderne. Og jeg selv havde slået et slag forbi i 2021, da der på et tidspunkt blev åbnet for turisme og boltrede mig næsten alene i Firenzes hyggelige gader og gode restauranter.
Men det er nye tider i Europa og vi må bare adjuste - som man siger på dansk. 
VI er ikke de eneste der længes efter at komme ud at rejse og opleve verden.

"I would like a glass of mørlå"
bestilte en amerikansk gæst på hotellet. 
Det har vi desværre ikke maam, sagde tjeneren. "Men vi har den skønneste San Giovese eller Chianti".
"I want mørlå"  gentog hun.
"Det har vi ikke maam. Kunne De ikke bare prøve et glas Chianti?"
"No!"
"But..... Ok allright, let me give the ....what was it.....ghandi a try........"
(Risle risle)
"Not bad! Not bad at årrl!"

The end!