Jeg har fundet noget særligt!
Et sted som jeg gerne vil præsentere mine PUST gæster for.
Det er unikt og et must vil jeg sige, for alle kunst eller arkitekturinteresserede. For her blandt vinmarkerne lidt nord for Aix-en Provence, ligger den spektakulære kunst- og arkitekturpark Chateau La Coste
Øverst fra venstre edderkop af Louise Buorgeois, skulptur af brasilianske TUNGA; svævende DROP af Tom Shannon og liggende Mother Earth af Prune Nourrys. Men man finder også værker af Per Kirkeby, Bob Dylan, Yoko Ono m.m.fl.
Stedet overraskede bl.a. fordi den store vingård og skulpturpark blev etableret helt uden offentlige tilskud, selvom jeg lige nåede at tænke, at stedet var typisk for det franske overskudsagtige kulturliv. Men der tog jeg grundigt fejl, for parken er etableret af den irske millionær Paddy McKillen. Han købte vingården i 2011 og anlagde skulpturparken midt i de frodige vinmarker. Og det for sine egne millioner.
I løbet af de følgende år indkøbte og opstillede han en masse kunstværker, små bygninger og pavilloner fra arkitekter som Frank Gehry, Jean Nouvel og Tadao Ando og skulpturer af de mest fremtrædende kunstnere i verden. Og der kommer stadig nye til.
Oplevelsespark for voksne
For at møde kunstværkerne følger man en sti rundt på den 600 hektar store grund – fra kunstværk til kunstværk - og afslutter spadsereturen (som også kan foretages i golfvogn:-) med en lækker frokost på en af de 3 udsøgte restauranter, som stedet også huser. Bagefter kan man gå på opdagelse i selve vingården, som er designet af Jean Nouvel.
Jeg tilbragte næsten en hel dag dér og var blæst bagover af stedets omfang og høje kvalitet.
Men der er nok at tage fat på i Provence og jeg glæder mig især til at formidle kunstoplevelserne i samarbejde med Benedicte Lorck, som vil være med til at sætte ord på kunstoplevelserne i de dage vi er i Provence. Læs nedenfor hvad hun selv siger om turen.
Benedicte Lorck: De kunstnere, vi skal møde i Arles, er først og fremmest Van Gogh og kunstnere inspireret af ham. Med udgangspunkt i et af hans kendteste værker skal vi se, hvad en arkitekt kan få ud af et maleri, nemlig arkitekten Frank Gehry, der har bygget et meget spektakulært tårn i byen. Desuden skal vi se Carrière des Lumières, en kalkgrotte, hvor kunst, lys og lyd vil give os en totaloplevelse. Videre til en række værker af kendte nutidige kunstnere i arkitektur- og skulpturhaven på Château la Coste uden for Aix, samt selvfølgelig Paul Cezanne, der boede det meste af sit liv i byen.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage i kunstrejsen, og jeg håber især, at deltagerne vil gå i dialog med mig om det, vi oplever sammen.
Jeg er uddannet cand.mag. i fagene fransk og dansk, så det har altid interesseret mig, i hvilken grad forskellige andre kunstarter spiller sammen med litteraturen, især malerkunst og arkitektur. I mine undersøgelser er jeg specielt blevet fanget af perioden mellem 1900-1930, hvor der sker et totalt nybrud i kunsten, og hvor mange forskellige nationaliteter mødes i Paris. Men selvfølgelig også dette nybruds forløbere, impressionisterne m.fl.
Blandt min favoritperiodes kunstnere er jeg især interesseret i maleren og tekstildesigneren Sonia Delauney og arkitekter som Eileen Grey, Le Corbusier og skolen omkring Bauhaus. Men Provence er bare noget særligt. Området har gennem tiderne tiltrukket mange kunstnere på grund af klimaet, lyset og farverne, men måske også på grund af områdets sprog, historie og romerske fortid. Der er altid noget særligt at opleve der. Ikke mindst det vinslot, vi skal besøge uden for Aix, Château la Coste, som jeg synes, er hele turen værd. Og ikke kun på grund af vinen.
Kontakt os gerne og få en snak hvis du har spørgsmål vedr. rejserne. +45 23 71 46 76.
A Presto!
Pia