Else Jespersen

Else Jespersen

Født 1949.

Efter mange års studier, afbrudt af bl.a. arbejde og barsel, afsluttede jeg i 1985 mit danskstudie som mag.art. ved Syddansk Universitet. Min mand Flemming Jespersen havde da åbnet sit galleri i Odense, og det blev her i kunstens verden, jeg lagde mit aktive erhvervsliv. Indtil 2001, hvor vi lukkede det fysiske galleri, og vi gik online med kunstportalen og butikken på kunstonline.dk, arrangerede vi mange separatudstillinger årligt, bl.a. med 70-er gruppen Nyabstraktion og med 80’ernes Unge vilde fra København. Vi deltog på kunstmesser, var medlem af Gallerisammenslutninger, lavede udsmykninger og udstillinger i kunstforeninger på offentlige og private arbejdspladser, samt leasede kunst til virksomheder i hele landet indtil for et par år siden.

I 1996 begyndte jeg på opfordring at arrangere den internationale Performance Festival Odense hvert andet år fra 1997 til 2003, et arbejde der krævede fundraising fra kommunale, regionale, ministerielle samt private fonde samt til festivalen 2001 fra EU.

Her var deltagelse hver gang i en uge i september i 1997, 1999, 2001, 2003 af ca 50-60 kunstnere i ca 30 forestillinger. I 2005 i en mindre festival, som skete i samarbejde med På X og Tværs af H.C. Andersen i anledning af 200-året for dennes fødsel.

Foruden danske kunstnere optrådte kunstnere fra både dans, musik, teater og billedkunst fra hele Europa, fra Japan, Sydkorea, Kina, USA, Canada, Cuba og Venezuela..

I 2001 deltog mange kunstnere fra den internationale kunstgruppe FLUXUS. Det danske medlem Eric Andersen fik sine venner fra både USA og Europa til at deltage. Heriblandt den franske kunstner Ben Vautier fra Nice, som er repræsenteret i et stort interaktivt værk på MAMAC (Musée d’Art Moderne et d’Art Contemporain). I 2003 deltog mange elever af den kendte kunstner Marina Abramovic samt det danske performanceteater Hotel Pro Forma.

Vi har selvfølgelig opbygget en kunstsamling privat, og på vore vægge hænger bl.a. litografiske Chagall-plakater samt den smukke Matisse-plakat ’Travail & Joie’ fra Nice. Motivet i maleriet hænger på Matisse Museum. Matisse skabte plakaten i 1947 som turistplakat for Nice.

Privat er jeg stadig gift med Flemming Jespersen. Vi har en søn og to børnebørn.