Kunst, mad & vin

Kort beskrivelse:   UDSOLGT! Kunst og gastronomi langs den italienske blomsterkyst, og i det smukke liguriske bagland. Højdepunktet er et besøg i Asger Jorns italienske bolig i  keramikbyen Albisola. Det hele krydres med gastronomien fra dette område, som guides af  journalist (m.m.m.) Helle Brønnum Carlsen.

Pris: 10.800

Næste kursus-rejse: 11. - 17. september 2017  Bestil plads Se alle rejser



Kunst, Mad & Vin på Costa d’Azurro vil være emnet for denne rejse til Ligurein i det nordvestlige hjørne af Italien.

Som gastronomisk guide og spydspids har PUST rejser inviteret Mag.art. – med Ph.d  og mange andre titler – Helle Brønnum Carlsen med til Ligurien. Og det er intet mindre end et scoop for hun er et gastronomisk fyrtårn i Danmark og har en stor kærlighed til og viden omkring det italienske køkken, hvilket vi skal nyde godt af under opholdet i Liguriens bagland. Her vil hun bla. fortælle om olivenolie (læs her artikel fra Smag & behag skrevet af Helle BC). Desuden guider hun en tur på det fantastiske madmarked i Ventimiglia, hvor vi køber ind til en hjemmelavet frokost, ligeledes under Helles inspiration og vejledning.

Maleren Claude Monet fandt mange af sine motiver i Ligurien. Vi besøger den pittoreske landsby Dolce Acqua  og skal bo halvdelen af dagene i kystbyen Bordighera, som Monet kaldte ”et jordisk paradis”, da han besøgte Francesco Moreno, der var en rig citrusfrugt-købmand og hans verdensberømte have, “som ikke ligner noget andet – en ren fantasi med planter fra hele verden..” Bordigheras nyere bydel er vokset op der, hvor Morenos have engang lå. Her malede Monet over 40 malerier, og vi går i hans fodspor rundt i byen.

Derudover byder dagene bl.a. på  vinsmagning,  besøg hos en gede og fåreost-producent – capra og pecorino ost -,  samt dejlige ture i den smukke Nervia dal. Det er et vidunderligt vandreområde med afmærkede stier af varierende længde og sværhedsgrad. Der er noget for alle slags knæ:-)

Hvis man har lyst til mere kunst, tilrettelægger PUST Rejser en spændende kunsttur til Frankrig til  Chagall museet og Matisse musset, som kun ligger godt 60 km. fra Nerviadalen, hvor vi opholder os.

Inklusiv i prisen:

  • Fly t/r fra København til Nice.
  • Afhentning i taxa i  Nice lufhavn  – og retur.
  •  6 nætter i db.værelse  dels i  middelalderlandsbyen Pigna i Nerviadalen og dels i kystbyen Bordighera.
  • 4 gode middage og 3 frokoster.
  • Al lokal transport samt museums-entre’er + guidet rundvisning på Jorn Museet i Albissola og i Pigna.
  •  Vinsmagning og olivenoliesmagning
  • Dansk guide alle dagene

Restauranter & maden er et kapitel for sig…

Der er mange storartede restauranter i Ligurien.  Med Pust Rejser er de måltider der er inkluderet i rejsens pris, af høj kvalitet og præsenterer de bedste af områdets restauranter. Glem alt om “turistfælde” restauranter.  Vi skal indtage måltider tilberedt enkelt og ærligt med grundighed og kærlighed.

Hoteller – Hvor skal man bo?
Der er flg. muligheder for indkvartering:

Casa Rosa  eller Casa Via Col tempo i Pigna. Yndige og smukt indrettede B&B med fine værelser med eget bad. Ingen balkon til værelserne men et dejligt morgenmadsrum med balkon.

I Bordighera bor vi i Villa Elisa. Et virkelig pænt familiedrevet hotel med en velpasset have, swimmingpool og spa afdeling.

Læs artikel i Berlingske om Asger Jorns eventyrhus i Albissola


Ugens Program

Mandag
  • Afgang fra København kl. 8.20.
  • Ankomst til Nice lufthavn kl. 10.40. Afhentning i bus og videre 55 km til kystbyen Bordighera i Italien. Om eftermiddagen rundvisning og oplæg til ugens program.
  • Aperitif på promenaden langs Middelhavet og middag på fiskerestaurant i vandkanten.
Tirsdag 
  • Besøg i det spændende Villa Mariani, og den italienske impressionist Pompeo Mariani's kæmpestore atelier, som står fuldstændig intakt, samt gåtur ad "Monet's Trail". Evt. også besøg i Villa Garnier - pariseroperaens arkitekt, som havde en villa i Bordighera.
  • Om aftenen middag på en af Bordigheras mange gode restauranter.
Onsdag
  • Onsdag går turen til Albisola, Asger Jorns italienske base gennem 20 år, ca. 1 god times kørsel langs den Italienske riviera. Vi skal besøge Jorn's hjem, som nu er museum.
  • Albissola er en hyggelig by at slentre rundt i. Overalt er der keramiske værksteder, små gallerier og kunstudsmykninger.
  • Vi besøger også det keramiske værksted "San Giorgio" hvor Jorn arbejdede sammen med de to brødre Piero og Giovanni Poggi - som vi måske er så heldige at træffe.
Torsdag  Flytter vi til Pigna i Liguriens bagland, 25 km fra Bordighera.
  • Først en kortere tur til Dolce Acqua små 10 km længere inde i Nervia dalen, hvor Monet fandt et af sine allermest berømte motiver: broen over Nervia floden.
  • Rundvisning i middelalderlandsbyen Pigna og besøg i  Chiesa Sanint Michele og San Bernado kapellet fra 1400-tallet, som er dekoreret fra gulv til loft af middelaldermaleren Canavesio.
  • Om aftenen vinsmagning med den charmerende vinbonde Mauro Dogliani, som generøst skænker op af sine gode vine fra naboregionen Piemonte, Barbera, Barbaresco, Barolo og Nebbiolo.
Fredag
  • Besøg i olivenmølle og foredrag og smagning af en af de lækreste olivenolie i verden, presset på de småsorte Taggaschiaoliven. Derefter frokost hos Mama Orengo, som bager  foccacia  til os i sin udendørs stenovn.
  • Middag på områdets bedste restaurant TERME, som er nævnt i guide Michelin's "en omvej værd".
Lørdag  
  • Tur til det berømte fødevaremarked i Ventimiglia, hvor vi sammen køber ind til aftenens spændende retter, hvor der er mulighed for at deltage i et ekslusivt mini-madlavningskursus, sammen med Helle Brønnum Carlsen. Hvis man ikke har lyst til at deltage i madlavningen, er man velkommen til at være "køkkenskriver" og bare nyde resultatet.
Søndag Afrejse fra Castelvittorio kl 7.30. Vi flyver fra Nice kl 11.20. Ankomst København 13.40. (ret til praktiske ændringer i programmet forbeholdes)

Praktisk info

Betaling og afbestillingsbetingelser: Betaling sker gennem rejsens arrangør PUST Rejser. Depositum på kr. 1.500,- ved bestilling. Restbeløb 2 mnd. før afrejse. Depositum tilbagebetales ikke ved afbestilling. Hvis rejsen aflyses pga. for få tilmeldte, gives depositum retur. Rejsen er omfattet af Rejsegarantifondens dækning.
  • Vedr. enkeltværelse: Et eneværelse med eget bad koster 1500 kr ekstra. Et eneværelse med delt bad med een anden person (af samme køn) koster 900 kr ekstra. Et dobbeltværelse har ingen tillæg.
NB! Der er trapper og brosten mange steder og derfor ikke egnet for gangbesværede.  Ønsker du mere information om rejsen eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte  Pia Scharling fra PUST Rejser tlf. 31264100. www.pustrejser.dk.